NUPPENBÆGER
med blå tråde

1300-tallet

Rekonstruktion af nuppenbæger med blå påsmeltede glastråde. Nuppenbægeret stammer fra 1300-tallet og kendes fra fund over hele Europa.

Navnet henfører til nupperne på det karakteristiske glas, der populært i samtiden blev kaldt for et tornebæger, idet man nemt kunne skære sig på de spidse nupper.


Nupperne på glassets korpus havde i middelalderen et praktisk formål. Ved måltiderne skar man det fede flæsk og de saltede fisk i stykker med sin kniv, og man spiste med fingrene. Nupperne var simpelthen nødvendige for, at man kunne holde på glasset med de fedtede fingre. Først i renæssancen begyndte man at anvende gaffel som spise-redskab, og de påsmeltede nupper mistede derefter deres oprindelige funktion.