LILLE KRAUTSTRUNK Hammershus

1400 - tallet

Højde 7 cm.

Rekonstruktion af lille krautstrunk bægerglas fra første halvdel af 1400-tallet. Den nederste del af dette lille glas blev fundet i en affaldsgrube øst for Manteltårnet på Hammershus, Bornholm, i forbindelse med frilægningen af ruinerne i år 1900. Glasset har muligvis været anvendt som snapseglas eller måske til mjød.
Det tyske ord krautstrunk betyder kålstilk og henfører til de påsmeltede nupper på glasset, der minder om en kålstilk, hvor bladene er knækket af. Typen er en videreudvikling af det i middelalderen så populære nuppenbæger og typen kaldes på tysk for en Berkemeyer.
Glassets grønne farve skyldes, at glasset blev fremstillet af lokalt opgravet sand, som altid indeholder en smule jern, der farver glas grønt, - farven varierer efter sandets indhold af jern. Dette grønne glas omtales i litteraturen som waldglas (dvs. skovglas), en tysk fællesbetegnelse for europæisk glas fra middelalder og renæssance.