Drikkehorn af kohorn har været anvendt langt tilbage i oldtiden, og fra både jernalder og vikingetid har man indirekte beviser på brugen af drikkehorn, idet man har adskillige fund af drikkehornsbeslag støbt i bronze. Fra vikingetiden findes der endvidere fornemme drikkehornbeslag af sølv. Cæsar beretter at germanerne indsamlede uroksernes horn og omsluttede dem med rande af sølv, for at drikke deraf og den romerske forfatter Plinius beretter at barbarerne mod nord drak af uroksens horn. Fra sagaerne ved vi, at Heimdal drak mjød af et horn og i Snorres Saga drikker Mimer af visdommens kilde med et drikkehorn. Fra slutningen af 1200-tallet og gennem resten af middelalderen indgår drikkehorn i stort antal ved drikkegilder. Ved middelalderens slutning begynder man at montere hornene på en fod, oftest af metal, så hornet kan stå på bordet, når det ikke er i brug. Drikkehornet har sikkert været anvendt ved fællesdrikning, hvor hornet er gået fra hånd til hånd, så enhver har skålet af samme horn. Denne form for fællesdrikning var en manifestation af fællesskabet, hvor man indgik aftaler af forskellig art. I forbindelse med urolige tider kunne man ved fællesdrikning garantere loyalitet, ligesom man i forbindelse med krig kunne love, at man ydede sit yderste.

På vikingetidens mange handelspladser optræder der store mængder af stejler fra ko og ged. Stejlen er den del af kraniet, der er vokset ud og som sidder indvendigt i hornet. Man har på handelspladserne kogt hornet af stejlerne og forarbejdet hornet. Stejlerne findes ofte sammen med gevirstykker og rosenkranse af kronhjort fra kammagerens affald og det er derfor sandsynligt, at det var den samme håndværker, der fremstillede både kamme af gevir og hornvarer. Da horn nedbrydes meget hurtigt når det ligger i jorden, er der kun bevaret meget få fund af horn, og vi ved derfor ikke hvilke produkter som hornmageren fremstillede i jernalder og vikingetid. De mange fund af stejler viser dog at der har været tale om en betydelig produktion.